Fart over feltet. Her kommer en glad schottisch-variant med nogle indlæg af ‘swing’ og jazzhands. Her er beskrivelsen, som jeg oplever, at den bliver danset i folkedansekredse. Men du kan også se nogle variationer, hvor benene kommer lidt højre op og hvor der drejes lidt ekstra rundt.
Hvis du er nysgerrig efter historien bag dansen og melodien, så er du også kommet til det rette sted. Lidt længere ned i blogindlægget kan du nemlig læse lidt om historien… og traditionen!
Beskrivelse
1. figur | Schottisch fremad |
1 | 1 schottischtrin skråt frem til højre. |
2 | 1 schottischtrin skråt frem til venstre. |
3-4 | 4 hoptrin fremad. |
5-8 | Gentag ovenstående. |
2. figur | Schottich med front til egen |
9 | Vend mod egen danser. Behold venstre håndfatning, mens højre håndfatning slippes. 1 schottischtrin til højre (man danser til siden, væk fra hinanden). |
10 | Skift håndfatning, så man har højre enhåndsfatning og lav 1 schottischtrin til venstre. Man danser derved ind foran egen og gerne lidt længere forbi hinanden end da man startede ved takt 5. |
11-12 | Behold højre enhåndsfatning og parret danser rundt på stedet, 4 hoptrin. Under omdansningen holdes venstre arm over hovedet. Man kan eventuelt vinke lidt med venstre hånd. |
13-16 | Gentag ovenstående. |
3. figur | Rappe fødder (hæl, hæl, bensving og fremad) |
17 | Tag sidevendt korssgreb. Højre hæl sættes lidt frem til højre (uden vægt) og fødderne samles atter. Gør det samme med venstre fod. |
18 | Danserne går op på fodbalderne (hælene løftes fra gulvet), samtidig vrides der lidt på fodbalderne, så hælene bevæger sig væk fra hinanden og tæerne peger lidt mod hinanden. Vrid tilbage, så føderne atter er parralle og hælene kommer igen ned på jorden. Højre fod sparkes lidt skråt fremad til højre og trækkes atter tilbage (ind foran venstre fod, som man står på). Det er ikke et mazurka-swing, men man får lidt samme fornemmelse. |
19-20 | 4 hoptrin fremad. |
21-24 | Gentag ovenstående. |
4. figur | Schottisch til højre, drej om dig selv og omdansning |
25 | Vend mod egen danser. Behold venstre håndfatning, mens højre håndfatning slippes. 1 schottischtrin til højre (man danser til siden, væk fra hinanden). |
26 | 1 schottischtrin til venstre samtidig med, at man snurrer en hel omgang om sig selv. Omdansningen sker over venstre skulder. På sidste del af trinet er der et klap i egen hænder. Efter schottischtrinnet står man lidt forskudt af hinanden (lidt til venstre for hinanden). |
27-28 | Læg højre arm foran livet på partneren (man holder om partnerens hofte) og dans 1 omgang rundt på stedet, 4 hoptrin. Hold venstre arm over hovedet under omdansningen. Man kan eventuelt vinke lidt med venstre hånd. |
29-32 | Gentag ovenstående. |
Musik
Længere nede kan du høre, hvordan melodien lød, da Red Foley gjorde melodien/sangen til et hit. Til en start får du her en “computerudgave” af melodien:
En slags schottisch med et twist af swing
Det var i starten af 50’erne, at denne melodi fandt vej til de amerikanske pladespillere. I første omgang som et instrumentalt nummer og på den første udgivelse med Red Foley var melodien “kun” på bagsiden af en single. Senere kom der en tekst til og sangen blev et stort hit for Red Foley. Her kan du høre hans version.
Teksten indeholder sætninger som nærmest er dansebeskrivelser. Eksempelvis “One foot front, drag it back” og “If your partner zigs you’re supposed to zag”. Det blev inspirationen til dansen, der hører til. Fra den første del af 50erne findes også en shellak–plade, hvor dansebeskrivelse er trykt på plade-omslaget. Her står nogle personer nævnt som “danse-opfinderne”, men i 1956 bliver det slået fast, at dansen er opfundet af Leland og Frankie Lee Lawson. De var aktive i Square Dance-miljøet i Houston, Texas.
Der er ét sted, hvor dansen bliver danset hvert år som en tradition
I Dartmouth, som ligger i staten Vermont, har man et helt særligt forhold til dansen. Siden 1972 har det været en tradition, at nye elever på Dartmouth Colleague lærer at danse Salty Dog Rag. Se hvordan dansen bringer fest og glæde til de glade elever (YouTube).
Tilføj lidt ekstra “salt” eller variationer til din Salty dog rag
Hvis du kigger på YouTube, opdager du, at dansen kommer i forskellige variationer. Nogle erstatter hoptrin fremad med en figur, hvor parret danser rundt på stedet med sidevendt korsgreb (herren hopper baglæns, mens damen hopper forlæns). Andre steder ser man, at damen danser under herrens arm (2. figur).
Jane and Andrew fra London Barndance Company har lavet en video-gennemgang af dansen, hvor du kan se figurerne i langsom gengivelse. Dette er et godt sted at starte, hvis dansen er ny for dig. Se en udførlig gennemgang af dansen (YouTube).
Og hvorfor nøjes med en forsigtig hælstøtte i 3. figur. Man kunne jo lige så godt lave et bensving. Se en demo af dansen, hvor danserne ikke er bange for joggingbukser og bensving over hoftehøjde (YouTube). Jeg er vild med det.
Der er mange muligheder for at sætte ekstra kulør på dansen. Tilføj dine egne variationer og benspjæt eller dans som beskrivelsen ovenfor. God fornøjelse!
Foto: Nicole and Carl dancing swing
Billedet i dette indlæg er taget af Steve Hwan. Det er et portræt af Nicole og Carl fra New York, der er vilde med at danse og undervise i swing, lindy hip med mere. Du kan læse mere om dem på deres hjemmeside: http://www.nicoleandcarl.dance.
Skriv et svar